Bedemand, Begravelsesforretning i Randers, Langå

Et dødsfald skal anmeldes

Når en person dør i Danmark, skal det altid meldes til de offentlige myndigheder. Det betyder helt praktisk, at følgende skal ske: 

Der skal udfyldes en dødsattest

Det er altid en læge, der skal udfylde og underskrive en dødsattest. Lægen sikrer, at der foreligger sikre dødstegn, og når dette er tilfældet, så underskriver de en dødsattest.

Denne dødsattest skal foreligge inden man kan anmode om begravelse eller en bisættelse med ligbrænding. Bedemanden må ikke afhente eller flytte på afdøde, før dødsattesten er underskrevet af en læge.

Der skal udfyldes en anmodning om begravelse eller ligbrænding

Dette skal ske elektronisk enten via borger.dk eller via bedemanden. Vi anbefaler, at I lader bedemanden foretage denne anmodning, da der er en række aftaler, der skal være på plads, inden anmodningen kan udfyldes korrekt. Bedemanden vil altid sende anmodningen på vegne af de pårørende, dvs. juridisk er det en pårørende, der bliver anmelder af dødsfaldet, og vedkommende skal derfor underskrive en fuldmagt til bedemanden.

Det er en kordegn eller præst i det sogn, hvor afdøde har bopæl, som godkender anmodningen om begravelse eller ligbrænding. Dette er også tilfældet, selvom afdøde ikke er medlem af folkekirken. Dette skyldes, at det er de forskellige kirkesogne i Danmark, der udfører denne administrative opgave og dermed er udpeget som begravelsesmyndighed.

Først når anmodningen er godkendt må afdøde begraves eller bisættes.