Historie

Historien om Brdr. Oest

Som mange andre bedemandsforretninger er Brdr. Oest opstået i forbindelse med et snedkerværksted. Snedkermester Alfred Oest startede bedemandsforretningen i 1938. Forretningen blev etableret sammen med snedkerforretningen i Brødregade i Randers.

Bedemandsforretningen udviklede sig op gennem årene og det blev naturligt at etablere en selvstændig bedemandsforretning. Sønnen Viggo Oest overtog forretningen og drev den i flere år fra adressen Vandværksvej 3 i Vorup.

Forretningen flyttede i 1964 til Hadsundvej 53 og blev nu kaldt Brdr. Oest. Viggos bror Preben Oest kom hjem fra USA, og han og Viggo drev nu Brdr. Oest sammen. I 1976 flyttede de forretningen hen på den nuværende adresse Hadsundvej 61. Ud over de to brødre hjalp Prebens ægtefælle også til i forretningen.

Viggo Oest afgik ved døden i 1997. I den forbindelse blev Bent Sørensen ansat som bedemand i forretningen. I 2002 fyldte Preben Oest 75 år, og det var tid til at overdrage forretningen til yngre kræfter. Således overtog bedemand Bent Sørensen derfor begravelsesforretningen Brdr. Oest i oktober 2002. Bent har fungeret som bedemand siden 1991.

I mange år var Brdr. Oest en af de to bedemandsforretninger der var i Randers. Forretningen har gennem årene fulgt med udviklingen og har i dag næsten 80 års erfaring i faget.

I 2003 udvidede Bent Sørensen forretningen, hvor han overtog begravelsesforretningen Bastrup i Hadsund. De to forretninger drives i dag sammen. Bent Sørensen har i dag 5 ansatte i forretningen.

Bedemandsfagets opståen og udvikling gennem årene

Titlen bedemand kommer af ”bydemand”. Bydemanden gik i gamle dage rundt i gaderne og bød til fest, begravelser mv. Senere ændredes titlen til bedemand, og jobindholdet forandrede sig gennem årene.

Det startede med, at den lokale snedker forarbejdede og solgte kister. De fleste fabrikerede kun til eget forbrug, men efterhånden begyndte flere at forarbejde kister til dækning af behovet i den nærmeste omegn. Det var ofte den lokale snedker, møbelhandler eller blomsterhandler, der stod for salget af kisterne.

Sideløbende med denne udvikling opstod der behov for, at nogle tog sig af den menneskelige side af opgaverne i forbindelse med et dødsfald.

I dag fremstilles stort set alle kister på landets kistefabrikker.

Bedemandsforretningerne tager sig af en lang række serviceydelser, vejledning af pårørende mv. Denne ændring i jobindholdet har gennem årene medført et stigende behov for uddannelse inden for fagområder, man kommer i berøring med i forbindelse med et dødsfald.