Forberedelse til samtale
Forberedelse til samtale med en bedemand
Gennem en samtale med os aftaler vi, i hvilket omfang I ønsker praktisk hjælp. For de fleste er det en stor hjælp og tryghed at overlade disse opgaver til os, da vi jo har stor erfaring i at arrangere en begravelse eller en bisættelse. Vi kan hjælpe jer med praktisk taget alt i forbindelse jeres kæres sidste rejse. I vælger, om samtalen skal foregå i jeres hjem, eller om I hellere vil besøge os her i forretningen.
Det er vigtigt at påpege, at I som pårørende selv har mulighed for at påvirke, hvordan højtideligheden skal foregå. Der vil være nogle regler og rammer, vi skal holde os indenfor, men det er vigtigt, at I fremkommer med jeres ønsker, så vi kan tage højde for dem i det omfang, det er muligt.
Til vores samtale skal I, så vidt det er muligt, medbringe afdødes personlige papirer:
dåbs- eller fødselsattest
evt. vielsesattest
evt. separations- eller skilsmissepapirer
evt. ægtefælles dåbsattest
Der er en række spørgsmål, vi skal have afklaret ved samtalen med jer. Nedenfor kan I se en liste med forskellige spørgsmål, vi typist vil stille jer. Det kan virke overvældende, men vi skal nok sørge for, at vi når igennem det hele. Det vil ikke være alt, I på forhånd har besluttet jer til, men vi tager spørgsmålene, som de kommer hen ad vejen.
Spørgsmål der skal afklares
skal afdøde iklædes eget tøj, eller skal vi sørge for tøj?
skal afdøde beholde eventuelle smykker på?
hvad skal der stå i dødsannoncen?
hvilke ønsker har I til kistepynt og evt. kranse/dekorationer?
hvor skal afdøde begraves?
vil I afholde mindesamvær efter højtideligheden?
skal afdøde jordbegraves eller bisættes/brændes?
skal højtideligheden være fra en kirke eller et kapel?
var afdøde medlem af folkekirken eller et andet trossamfund?
skal en præst medvirke ved højtideligheden?
havde afdøde tegnet en begravelsesopsparing?
var afdøde medlem af Sygeforsikringen Danmark?
skal fagforening, forsikrings- eller pensionsselskaber kontaktes ?

